Print
Cultural probes
Tilføj til mine værktøjer
Behovet – i hvilke situationer kan metoden hjælpe dig?
Du vil gerne have kendskab til brugerne over et længere forløb, men du har ikke mulighed for at opholde dig i felten med dem.
Hvad går metoden ud på?
Cultural probes gårud på, at få brugerne til at fastholde aspekter af deres hverdag ved at give dem relevante redskaber til det. Oftest vil proben være bygget op omkring to eller tre centrale spørgsmål eller opgaver, som relaterer sig til undersøgelsesfeltet.
Hvordan udføres metoden?
En cultural probe indgår i et interviewforløb og vil være en opgave, der stilles efter det første interview, og som der samles på ved et opfølgningsinterview. På denne måde har du mulighed for at klæde brugeren på til at udføre opgaven.
- Find ud af, hvad I gerne vil have brugerens perspektiv på. Afgræns jeres interesser i spørgsmål. Spørgsmålene skal afdække noget umiddelbart. Et øjeblik, som ikke vil kunne indfanges under et traditionelt interview.
- Eksempler på spørgsmål til en cultural probe
- Til personalet på et plejehjem: “Tag i dag billeder af, hvad du oplever som „livskvalitet“ for de ældre, og sæt ord på billederne.”
- Til elever i folkeskolen: “Tag i den kommende uge billeder af, hvad der er „fantastisk“ ved skolen, og fortæl, hvorfor det er fantastisk.”
- Til vækstiværksætterprojekt: “Indfang det næste du møder, der gør dig glad for at være iværksætter. Du kan indtale en besked, optage en lyd eller tage et billede. Dokumenter det næste du møder, som gør det lettere for dig at være iværksætter. Det kan være en ting, en person eller noget helt tredje.”
- Producer en pakke af materialer, som brugeren skal anvende under indsamlingen.
- Eksempel på materiale til cultural probes
- Engangskamera, postkort, notesblok, spørgsmål via mobiltelefonen. Dette er blot nogle af de medier, det er muligt at forsyne brugerne med, så de bliver i stand til at dokumentere deres egen hverdag.
- Sammen med materialet lægges der et brev med konkrete spørgsmål, som brugeren skal besvare.
- Nu kan brugeren begynde at høste yderligere data igennem det materiale, vedkommende har fået udleveret.
- Gennemfør et opfølgningsinterview, hvor der spørges ind til det materiale, brugeren har indsamlet til dig.
Hvorfor er metoden værdifuld?
Metoden giver mulighed for at fastholde et længere forløb med brugerne og få indblik i aspekter af deres hverdag, holdninger og værdier, som ikke kommer frem ved et traditionelt interview. Samtidig opnår du visuelt materiale, der er et aftryk af brugernes egne oplevelser og vinkler på undersøgelsesfeltet.
Tips
- Det er en god idé at få brugeren til at beskrive, hvorfor han eller hun fx har taget det pågældende billede. Det gør det efterfølgende interview nemmere at strukturere.
- Tænk over, hvem cultural proben gives til. En cultural probe stiller krav til brugeren og vil tage tid for brugeren at lave. Derfor må målgruppen for din cultural probe nøje udvælges.
- Overvej, hvad der kan motivere brugeren til at besvare dine spørgsmål i cultural proben. Du kan eventuelt give brugeren en gave som tak.
- Hvis muligt kan du kontakte brugeren undervejs i forløbet og høre, hvordan det går ham eller hende med at besvare dine spørgsmål.
Inspiration
Mobileprobes.dk
Indlæg på MindBlog om cultural probes
Bason, Christian, Sune Knudsen & Søren Toft
2009 Sæt borgeren i spil. Sådan involverer du borgere og virksomheder i offentlig innovation. Nordisk Forlag A/S
Merit, Søren & Trine Nielsen,
2006 Fase 3: Indlevelse i brugerverdenen. Kapitel 8. I: Vinderkoncepter. Brugerdrevet innovation og forretningsudvikling. Børsens Forlag